Mennesker ramt af lettere apopleksi bliver udskrevet efter få dage fra hospitalet ofte uden tilbud om yderligere rehabilitering - men hvordan er deres livskvalitet efterfølgende? Er den korte indlæggelse et udtryk for, at patienterne ikke har følger efter apopleksien? Svaret er nej, viser et nyt, stort nationalt forskningsprojekt.
Lettere skadede apopleksipatienter er typisk selvhjulpne i forhold til personlig hygiejne og har ingen eller kun ganske lette fysiske vanskeligheder. De udskrives typisk efter ganske få dage. Men flere fortæller efter udskrivelsen fra sygehuset, at de har svært ved at få hverdagen til at fungere. Ofte har de svært ved at indgå i sociale sammenhænge, bliver irritable og er mere trætte end før de blev ramt af apopleksi. Nogle studier konkluderer, at ca. 40 procent af alle apopleksipatienter ikke har følger efter apopleksien, mens andre studier påpeger, at lettere skadede apopleksipatienter oplever, at deres initiativ, hukommelse og sociale formåen er påvirket. I Danmark er der ikke tidligere forsket i, hvordan denne gruppe patienter har det, efter de har fået apopleksi.
En ny stor national undersøgelse synliggør vigtigheden af at inddrage relevante undersøgelsesredskaber, som kan afdække vanskelighederne for de apopleksiramte. Ligeledes vil det være relevant at bevare kontakten til patienterne i en længere periode efter indlæggelsen - enten i sygehus- eller kommunalregi. Dette ville give en mulighed for at følge op på eventuelle vanskeligheder efter en lettere apopleksi